Generationshuset
Dette projekt er realiseret under kampagnen Det gode boligliv, som har bidraget med nyskabende projekter fra beboere, ildsjæle, beboergrupper og boligafdelinger, der gennem fysiske tiltag viser veje for, hvordan man i almene boligområder kan skabe moderne fælles faciliteter og attraktive rammer om et godt boligliv.
Vaskehuset i Bomidstvests afdeling 81 er blevet omdannet til et multifunktionelt hus med plads til vaskeri, festlokaler, gæsteovernatning og en stor terrasse, der inviterer til samvær og aktiviteter på tværs af generationer.
I perioden 2011-2016 samarbejdede Realdania og AlmenNet om kampagnen Det Gode Boligliv, der har støttet projekter, som udvikler og fornyer almene boligområders fælles faciliteter og viser nye veje til et godt boligliv. Derved støtter kampagnen op om flere af de centrale emner i Sociale Renoveringer. De projekter, som kampagnen har støttet, vil kunne fungere som inspiration og gode eksempler på, hvordan fælles faciliteter kan se ud og bruges - både i den almene sektor og i andre boligområder.
Før i tiden var vaskehuset et naturligt mødested i rigtig mange boligafdelinger, men i takt med at mange boliger i dag har fået egen vaskemaskine, blev de oprindelige lokaler for store og næsten overflødige. Generationshuset i Skjern er et eksempel på, hvordan et vaskehus kan få nyt liv ved at give plads til flere af dagligdagens aktiviteter på tværs af generationer. Generationshuset er en kombination af vaskeri, festlokaler og gæsteværelse.
Huset er møbleret med møbler, der kan klappes sammen, så husets plads på cirka 60 m2 kan udnyttes maksimalt efter de aktuelle ønsker og behov. Tørretumblernes gamle tromler, der nu er overflødiggjorte, er omdannet til caféborde, som er med til at understrege husets historie og synliggøre genbrug som omdrejningspunkt for ombygningen.
Det tidligere vaskehus og tilhørende tørreområde er ombygget og indrettet til et sted, hvor beboerne kan mødes, drikke kaffe, spille brætspil og samtidig have gang i en vaskemaskine. Tidligere havde beboerne udelukkende et mørkt kælderlokale at mødes i, men har med det ombyggede vaskehus fået et nyt og lyst mødested.
Der er skabt en indbydende og velfungerende lille oase med nye udearealer indrettet på husets store terrasse, som er med til at invitere til hygge ved grillen og leg på legeredskaberne. Huset er også indrettet med et køkken, så der er mulighed for fælles spisning. Beboerne kan reservere husets lokaler til små fester og arrangementer med mulighed for at have et par overnattende gæster boende i husets vægsenge.
Generationshuset har afdelingens nuværende og kommende beboere som sin primære målgruppe, men derudover kan andre beboere fra lokalområdet og naboejendommen også kunne deltage i forskellige borgeraktiviteter. Det drives af Bomidstvests afdeling 81 og er forankret i et beboerudvalg, der i samarbejde med afdelingsbestyrelsen står for udlejning, drift og iværksættelse af aktiviteter – f.eks. caféaften med bl.a. bobspil og afholdelse af kulturmiddage.
Download projektbeskrivelsen her
Læs artiklen om Generationshuset i Dagbladet Ringkøbing Skjern
“Gode fælleslokaler understøtter en fælles identitet i afdelingen”
Det Gode Boligliv
Små greb kan have stor effekt. Og små greb udspringer oftest af beboernes egne ideer.
Denne tese besluttede Fonden Realdania at investere i at efterprøve, om teorien holder i. Man ville under kampagnenavnet ”Det gode boligliv” over en årrække støtte de bedste ideer, der kom fra beboerne i den almene boligsektor. Lokale ildsjæle søgte støtte til over 200 ideer. I alt fik 71 ”vilde ideer” støtte, og Realdania udgav sammen med BL – Danmarks Almene Boliger i 2015 en bog, hvor man lod Hans Engell, der udover at være eks-toppolitiker også er journalist, besøge en række af projekterne, for at opleve det gode boligliv i praksis. Han var rundt i Danmark ledsaget af fotograf Kristine Kiilerich, der tog 20.000 fotos, der dannede grundlag for de 40 fotos, som er udvalgt til bogen.
En bog hvor man kan om, at herlighedsværdien for beboerne og andre ved en boligafdeling i Nørresundby er vokset med opførelsen af en badebro. Hvordan beboere har fået livsindhold og ikke mindst sundere liv, efter at de er blevet grøntsags-avlere i Urbanplanen i København. Og man kan lade sig inspirere af, hvordan en ny motionslegeplads i Herlev har samlet beboerne fra de tiårige til de hundredårige.
Hans Engell har til bogen desuden interviewet en række nøglepersoner med tilknytning til eller særlig indsigt i almene boliger
Du kan rekvirere bogen hos AlmenNet så længe lager haves.
Fakta
Status
Afsluttet
Samarbejdspartnere
Projektøkonomi
Samlet projektøkonomi
1.046.000kr. (støttebeløb 500.000 kr.) inklusiv moms
Projektejer
Boligtype
Opførelsesår
2015